Juleaften er altid blevet fejret hos os med den del af familien, som ikke havde andre aftaler, men i år kommer alle vores børn, svigerbørn og børnebørn, 20 i alt plus et par hunde juleaften. De bliver alle sammen til 2. juledag for julefrokosten 1. juledag hører med til vores jul.
Det kræver visse evner og et godt overblik at tilrettelægge de to dage, og min mand og jeg tog hul på denne opgave ved at booke overnatning og morgenmad på vandrerhjemmet til familien, for vi har slet ikke plads til så mange overnattende gæster, og faktisk glæder jeg mig til at være alene om morgenen juledag.
Planlægning af juledagene
Her to uger før juleaften er vi gået i gang med forberedelserne med hensyn til julemaden, menuen er ikke svær at finde på, for vi skal servere den mad, vi altid har fået. Juleaften får vi fyldt kalkun med diverse tilbehør, og kalkunen er bestilt hos slagteren, desserten er naturligvis ris a la mande. Til julemiddagen har vi skrevet en indkøbsseddel efter at have beregnet, hvor meget vi skal bruge af kartofler, rødkål, fløde osv.
Værre er det med julefrokosten, der skal bruges meget, for vi laver det meste selv, og her er der risiko for, at vi glemmer noget. Derfor satte vi os en sen eftermiddag og skrev hele menuen til vores julefrokost ned, og der ud fra skrev vi en indkøbsliste. Samtidig lavede vi en arbejdsplan, hvoraf det fremgik, hvem der skal lave hvad og hvornår. Det tog lang tid, især at beregne hvor mange sild, vi skal bruge, hvor mange rugbrød skal der bages, hvor mange frikadeller skal vi stege, men vi fik os sporet ind på kvantiteten af disse almindelig retter af julemad. Sværere var det at beregne, hvor meget vi skal købe ind til de retter, som ikke alle bryder sig om, vi får nemlig hvert år et par lidt utraditionelle retter til vores julemad, nemlig surrib med sennep og rødbeder og julekrydret skinke med stuvet spinat. Børnebørnene skal vi i hvert fald ikke beregne portioner til, og en del af de unge mennesker spiser heller ikke af disse to ting, som vi mener er toppen af julemad. Nu har vi taget chancen og købt ind til 10 portioner surrib og juleskinke, så er der i hvert fald nok, og det, der bliver til overs af den julemad, min mand og jeg synes bedst om, vil vi nyde de følgende juledage med en lille, stille snaps til.
Glæden ved julen
Jeg ser frem til juleaften og juledag med glæde, det er dejligt at have alle samlet en gang imellem og kræse for dem og igen opleve de gamle juletraditioner og lytte til vores børns snak om dengang, de var små, og alle de gode minder, de har om juleaften og den dejlige julemad.
I morgen skal jeg marinere sildene efter en gammel opskrift fra min bedstemors tid, bagefter skal der bages rugbrød og surrib’en skal koges og syltes. Min mand skal forberede senneppen og sylte rødbeder.
Julegaver? Dem skal vi da også have købt!