Julemad i Danmark

Der er vist ingen af de danske højtider, der indebærer lige så mange traditioner omkring maden som julen. Bevares, til påske skal mange have lammesteg, og mortensaften står den i rigtigt mange hjem på andesteg. Men til jul er det ikke bare en enkelt ret, der knytter sig til højtiden, nej her er flere. De er nok forskellige fra familie til familie, men gengangere er der masser af. Selve juleaften er fjerkræ en nærmest uadskillelig del af menuen. Julemaden skal helst omfatte enten and, gås eller kalkun, mens andet fjerkræ nok er sjældnere på julebordet.

I mange familier suppleres anden eller gåsen med flæskesteg, der jo sagtens kan spises med det samme tilbehør, som fjerkræet serveres med. Til begge kødretter passer det fint med rødkål og både hvide og brunede kartofler – og ikke mindst den kraftfulde sovs, som især anden eller gåsen kan levere smag og kraft til.

Hvis man i stedet vælger kalkun som hovedret, er det nok sjældnere, at der også serveres flæskesteg. Det kunne såmænd godt passe sammen, men kalkuner er normalt større end and og gås, og så tilberedes de oftest med et fyld af krydret fars, så der bliver rigeligt med kød, uden at man supplerer med flæskestegen.

Og så er det en meget udbredt tradition, at der spises ris a la mande til dessert. Og der skal naturligvis serveres varm kirsebærsovs til.

Men selvfølgelig er der undtagelser. En af dem var mit eget barndomshjem, hvor julemaden var helt anderledes sammensat end i de fleste familier. Hovedretten var i mange år dyreryg – helstegt og med det traditionelle tilbehør, som går igen fra anden eller gåsen. Der var en speciel årsag til, at vi altid fik dyreryg juleaften, nemlig at min mor var ansat på administrationskontoret for et stort skovdistrikt.

I løbet af efteråret blev der drevet jagt i skoven, og som ansat fik min mor hvert år foræret en pænt stor dyreryg. Så var det jo oplagt at gemme den til juleaften, fordi alle i familien holdt særdeles meget af dyreryg.

Men vi skilte os faktisk også ud fra mængden hvad desserten angik. Det var mest af hensyn til os børn, som faktisk ikke dengang brød os om ris a la mande. Og julen er jo i høj grad børnenes fest, så mor syntes ike, vi skulle trækkes med en dessert, vi ikke ret godt kunne lide.

I stedet stod den hvert år på jordbærgrød som dessert. Jeg husker, at det gav vores mor et lille praktisk problem, for selvfølgelig skulle der en mandel i desserten, så mandelgaven kunne finde sin rette ejer. Men sådan en smuttet, hvid mandel er jo temmelig synlig i en skål med jordbærgrød, så mor fandt på at lægge mandelen i blød i rød frugtfarve i nogen tid, inden den skulle gemmes i jordbærgrøden. Det løste problemet, så det var lige så svært for os børn at pejle os frem til mandelens placering, som det er med en hvid mandel i en skål ris a la mande.

Artikel tags:

| julemad i danmark | | anderledes julemad | | amerikansk julemad | | julemad | | julemad i usa |

4 Comments

  1. 1
    Hannah og Emma Says:

    hej det er en god hjemmeside :) man kommer i julestemning

  2. 2
    camille og helene og maiken Says:

    Hej:) Hva skal man her inde :O

  3. 3
    Sara, Mie og Rebekka Says:

    Heii
    Det her er en fed hjemmeside :D

  4. 4
    admin Says:

    Ingen anelse – forstår det heller ikke selv ;-)

RSS Feed for this entry

Leave a Comment