Mange elsker dem, nogle samler på dem og praler af mængden af dem – og så er vi nogle, der bare hader dem. Det er julekort, det handler om. De hører blandt de mange traditioner, der er omkring julen. Og selv om jeg egentlig godt kan lide traditioner, ja så hører det at skrive og sende julekort altså ikke til de traditioner, jeg holder af.
Det er selvfølgelig ikke, fordi jeg ikke gerne vil sende venner og familie en hilsen og ønske dem glædelig jul og godt nytår. I virkeligheden må jeg nok krybe til korset og erkende, at det er en brist hos mig selv, der har medført min aversion mod julekort. Jeg indrømmer det: Jeg har en elendig håndskrift og hader at skrive i hånden.
Og hvad er et maskinskrevet eller printet julekort? I hvert fald næppe personligt nok til, at modtageren for alvor glædes over at have fået den traditionelle julehilsen fra mig. Så jeg lader altså være. Heldigvis har min kone ikke samme aversion mod at skrive julekort som jeg, så de allermest nødvendige ifølge etiketten sørger hun for. Jeg er dybt taknemmelig.
Julekort er specielle på den måde, at de normalt er fortrykte med et decideret julemotiv. De kære nisser er vel det mest yndede motiv på de julekort, der kan købes i alle mulige afskygninger.
Traditionen med at sende julehilsner til hinanden på et åbent brevkort kom til Danmark for mere end 100 år siden. Man ved faktisk præcist, at det første danskproducerede julekort så dagens lys i 1882. Julekort-traditionen kom hertil fra England, hvor det første julekort blev afsendt allerede i 1843. Men der gik altså næsten 40 år, før danskerne tog traditionen til sig. Man mener, det hænger sammen med, at det først var i 1871, at det blev tilladt at sende åbne postkort i Danmark.
Senere, i 1888, indførte postvæsenet forskellige portotakster for breve og åbne brevkort. Dengang kostede det 8 øre at sende et brev, men kun 5 øre at sende et åbent postkort. Den forskel har givetvis også bidraget til at udbrede traditionen med at sende julekort til hinanden.
Tilsyneladende lever traditionen med julekort i bedste velgående. Det er rent statistisk sådan, at i løbet af de sidste 14 dage op til jul sender danskerne tilsammen 2 millioner flere breve og brevkort pr. dag end normalt.
Så selv om mere moderne kommunikationsformer er blevet udbredt til langt de fleste danskere, holdes der altså fast i den gamle tradition med de håndskrevne julekort.
Så kan man jo spørge sig selv, om det vil fortsætte sådan. Jeg tillader mig at tvivle, fordi så meget anden kommunikation har flyttet sig over i den digitale verden. I dag udfylder man jo ikke sin selvangivelse på papir, men direkte på Internet, og man kontakter jo også venner og familie ved hjælp af e-mails.
Så jeg forestiller mig en fremtid, hvor man skriver sin jule- og nytårshilsen en enkelt gang i en e-mail og så afsender den til en gruppe, man har oprettet i sit adressekartotek.