En hyggelig skik omkring jul er at fortælle juleeventyr til børnene. Det er selvfølgelig de lange vinteraftener, der i sig selv inviterer til at bruge lidt ekstra tid på at underholde sine børn eller børnebørn. Det kan man så gøre på to forskellige måder. Man kan læse et af de kendte juleeventyr, som store forfattere har begået, eller man kan sætte sig med de små og selv digte af hjertens lyst. Sidstnævnte metode er altid spændende for både de små og fortælleren selv, men der er også noget positivt ved at læse op for de små, så de bliver bibragt kendskab til den del af den danske kulturskat, som juleeventyr udgør.
Vores, ja vel hele verdens mest kendte eventyrforfatter, H. C. Andersen har bidraget til mængden af juleeventyr. Hvem kender ikke “Den lille pige med svovlstikkerne”, “Grantræet” eller “Nissen hos spækhøkeren”?
Men også andre forfattere har skrevet fremragende juleeventyr. Et af de meget populære danske juleeventyr er “Peters jul”, som er skrevet af Johan Krohn tilbage i 1866. Selv om eventyret således er næste lige så gammelt som de nævnte af H. C. Andersens, har det bestemt livskraft endnu.
Også i andre lande er der skrevet juleeventyr i massevis. Og en del af dem kender vi jo også herhjemme – et af dem mest i form af skuespil, nemlig Charles Dickens’ berømte “Et juleeventyr”, der handler om den nærige og galsindede Ebenezer Scrooge, som i julen undergår en forvandling, idet han lader sig overvælde af andres julestemning og pludselig bliver helt anderledes gavmild, end han tidligere havde været. Det skuespil vises de fleste år i en filmversion på dansk tv.
I mine øjne er de allerbedste juleeventyr dem, som min far og min mor for snart mange år siden digtede ud af den blå luft og fortalte, når vi børn skulle sove om aftenen. Det var godnat-eventyr, der ville noget, og vi slugte dem med stor glæde, selv om vi jo godt vidste, at der var tale om eventyr.
Det bedste var, når eventyret tog udgangspunkt i noget, vi kendte, og det var både far og mor dygtige til. Jeg husker især ét bestemt juleeventyr, som blev fortalt mange gange med små variationer i handlingen. Det handlede hver gang om juletræs-nissen, som vi i den virkelige verden faktisk mødte, når vi midt i december var i skoven for at fælde vores eget juletræ. Så havde vores forældre sørget for at medbringe en lille julenisse, som de i ubemærkethed skjulte et sted i skovbunden og så senere gjorde os opmærksom på.
Denne nisse levede i skoven og var såmænd både drillesyg og hjælpsom overfor de mennesker, der kom i skoven. Og så brugte vores mor eller far bare deres fantasi, når der skulle fortælles juleeventyr ved sengetid. Det var ikke småting af oplevelser, denne nisse ude i skoven bød mennesker og dyr på, når de kom i nærheden af nissen. Hans drillerier var altid kærlige og sjove, og vi børn faldt i søvn med et smil på læben, når eventyret var slut.