For år tilbage mellem jul og nytår talte vi i vores familie om at holde en alternativ jul året efter. Ideen om at undvære den dejlige, traditionelle julemad og eventuelt ikke få julegaver faldt ikke i god jord hos alle. Især min svigermor var ved at få tårer i øjnene ved tanken om, at hun ikke skulle klippe juletræspynt næste år og undvære vores hyggelige julequiz, som hun altid stod for.
Ønsker om alternativ juleaften
Vores børn ville kun holde jul i Danmark, ikke noget med at tage til Mallorca eller Florida, julen skulle, set fra deres synspunkt, holdes her i landet. De havde ikke en eneste ide til en alternativ jul, så de var på svigermors side, og vi måtte jo så bære nederlaget.
Da julen nærmede sig året efter, holdt vi vores sædvanlige julemøde, hvor vi fordelte de kommende opgaver og aftalte datoer for vores julequiz og julefrokost. Det tog nu ikke lang tid, for vi faldt med det samme ind i det, der kaldes “vi plejer”. Svigermor fik som sædvanlig opgaven med julequizen og nyt julepynt, juleaften skulle som sædvanligt holdes hos os, og vi skulle tilberede julemaden.
Vi skulle alle hente vores juletræ det samme sted, som vi plejede, og endelig skulle vi besøge byens julemarked første søndag i advent.
Mens vi drak kaffe efter vores julemøde, foreslog jeg nervøst, om det kunne være en ide, at vi dette år ikke udvekslede ønskesedler, men i stedet afsatte et fast beløb til hver julegave, som giveren selv skulle finde på, og gaven skulle være en julegave, som passede til modtagerens personlighed. Da mit forslag var stillet, blev der fuldstændig stille i stuen, og jeg var med det samme klar over, at denne ide heller ikke faldt godt ud. For mig var det i orden, men jeg ville ikke lave ønskeseddel i år og ville heller ikke have nogen fra dem. Min mand og jeg havde nemlig besluttet, at hele rækken af familiemedlemmer skulle have et gavekort, så kunne de selv købe det, de havde mest lyst til.
Den alternative jul
Juleaften blev en rigtig hyggelig aften og i samme stil som altid, vi spiste den traditionelle, dejlige julemad, fik uddelt mandelgaven, danset om det juletræ, vi selv havde hentet, fik julegaver og spiste det sædvanlige juleslik.
Familien så ud til at være glad for deres gavekort, men jeg fornemmede, at deres smil var lidt påtaget, undtagen svigermor, hun ville bruge gavekortet på en teatertur og, som hun sagde, “det her er nu bedre end nips og forklæder”. Lidt succes fik vi så med vores ide.
Den næste jul blev holdt på akkurat samme måde, og det blev ligeledes en god aften, og jeg glæder mig trods alt over, at vi har en familie, som holder juletraditionerne i hævd og bestemt ikke kan acceptere den mindste ændring, og jeg undrer mig samtidig over, at jeg kunne få så absurd en ide at ændre på de gode, gamle traditioner.
Allerede nu er jeg begyndt at glæde mig til næste juleaften med alt “hvad dertil hører”.
Artikel tags:
| alternativ jul | | alternativ juleaften | | alternativ jul 2010 | | alternative måder at holde julaften på | | have for |